Det Kongelige Teaters børneunivers Postyrium kommer til Assens. Dans, syng, klæd dig ud og prøv kræfter med alt det sjove fra teatrets verden.
Nysgerrige børn kan igen prøve kræfter med teatertrylleriets verden, når Det Kongelige Teaters rullende børneunivers, Postyrium, triller rundt i landet og løfter scenetæppet for alt det forunderlige og sjove, som teatret kan.
I de flotte containere kan børn, deres forældre, skolelærere og pædagoger træde ind i en eventyrlig verden af dramatik, opera, ballet og musik. Man kan bl.a. prøve at træne balletrin foran et stort spejl, som i en rigtig prøvesal, lytte sig klogere på forskellige instrumenter fra orkestergraven, klæde sig ud i kostumer og lave sine egne teaterstykker og meget, meget mere. I Postyrium er der plads til fantasi og drømme - både de store og de små.
Postyrium har besøgt udvalgte byer i hele landet siden september 2021, og siden har mere end 130.000 børn og deres voksne lagt vejen forbi den magiske teaterlegeplads.
Anbefales for børn fra 4 til 10 år.
