I det lille lokalsamfund, Sanderby, er der igen flyttet en ny familie til. Radio-Strålen byder dem velkommen i ugens nyheder mens Fisker-Frans fanger flotte fisk og Gitte P & Kis altid står klar til at viderestille hvert et opkald.
Den lille (mærkelige) landsby byder familien og jer, publikum, velkommen til alle de små finurligheder, som vi alle kender og elsker. Selv da et medlem af den nytilflyttede familie pludselig forsvinder, synes byen at fortsætte sin hverdag som den plejer. Nogle venter på bussen, andre går sladrende stavgang og Orla, stakkels Orla, skal på briksen med lårbenet for 4. gang. Hvor blev hun af? Hvad er der galt med fuglene? Og hvem melder sig til hjertestarterholdet?Velkommen til Danmarks Twin Peaks, Velkommen til Sanderby!